Slægtsforskning  │  Vikingerne generelt  │


Vikingernes konger i krig

Slaget ved Svold

I Året 999 tørnede Skandinaviens tre Konger sammen i et gigantisk slag ved øen Svold.  Kampen blev blodig. Da sværdene endelig hvilede, var den norske Konge Olav Tryggvarson død, og hans land blev overtaget af Danmark og Sverige. Søslaget afgjorde magtbalancen i Skandinavien mange år frem og gav vikingerne fred til at plyndre i England. Svold: Svolder; ukendt sted, hvor Olav Tryggvasson år 999 ifølge islandske sagaer faldt i slag mod Svend Tveskæg, Olof Skötkonung og Eirik Jarl. Der fandtes en lokalitet ved navn Svold i Venden nær Rügen; det er dog overvejende sandsynligt, at slaget stod i Øresund; ifølge Adam af Bremen syd for Helsingborg.
 
Gennem hele vikingetiden kæmpede Kongerne i Skandinavien mod hinanden. Magtbalancen tippede snart til den ene, snart til den anden side.
I året 999 tørnede de tre landes Konger sammen i et gigantisk slag på havet ud for øen Svold. Kampen gjaldt magten i Skandinavien, og Kongerne benyttede sig af både svig og hemmelige alliancer.
Slaget var så dramatisk og betydningsfuldt, at beretningen om det levede videre blandt de overlevende. Navnene på krigerne blev omhyggeligt fortalt videre til de næste generationer, så heltene aldrig skulle glemmes. Og digterne forfattede kvad, der blev overleveret fra mund til øre, indtil historikerne begyndte at nedskrive beretningen.
Blandt historikerne var Snorre Sturlusson, som besad et indgående kendskab til nordisk historie. Han skrev fortællingen om slaget ved Svold ned til os - efterkommere.
Billede:Svolder, by Otto Sinding.jpg

Evig strid i Skandinavien
Historien begynder, da Olav Tryggvarson erobrede magten i Norge i 994. Den siddende hersker, Håkon Jarl, blev dræbt, men hans to sønner, Erik og Sven, nåede at flygte til hhv. Danmark og Sverige. Her blev de godt modtaget, for taberne i en magtkamp var altid velkommen ved nabokongens hof, hvor de kunne gå og vente på lejligheden til at erobre deres gamle rige tilbage.
I Danmark hed Kongen på dette tidspunkt Svend Tveskæg. Han var blevet Konge i 987 ved at gøre oprør mod sin far, Harald Blåtand, men tronrandet havde skabt splid i landet - ikke mindst i forhold til de skandinaver, der gik under navnet jomsvikinger.
Jomsvikingerne havde traditionelt støttet den danske konge, men de var også tæt forbundet med den polske fyrste
Boleslaw. Jomsvikingerne havde base ved øen Rygen i det nordlige Venden (i dag det nordøstlige Tyskland), og
de tog Svend Tveskæg til fange kort efter hans magtovertagelse. Svend måtte købe sig fri med sin egen vægt i guld
og skulle oveni gifte sig med en vendisk prinsesse som garanti for en stabil fred. Også Sverige var i bevægelse. Grænseområdet mellem Sverige og Norge gav konstant anledning til stridigheder, og i perioder opkrævede både den norske og den svenske konge skat af indbyggerne. Ved den dansk-svenske grænse herskede ligeledes uro. I begyndelsen af 990’erne angreb svenskerne Danmark med et vist held. Hvor stort det danske nederlag var – og hvilke konsekvenser det fik – ved ingen i dag. I følge den tyske historiker Adam af Bremen, der skrev om de nordiske lande i slutningen af 1000-tallet, var det en sviende lussing. Adam var velorienteret; han havde bl.a. den danske konge Svend Estridsen, et barnebarn af Svend Tveskæg, som kilde.

Fronterne trækkes op
I 994døde den Svenske konge, Sønnen Oluf var mindreårig, og hans mor, Sigrid, fik derfor overdraget magten, indtil
drengen blev gammel nok til at styre landet. Muligvis gav troneskiftet en pause i striden mellem Danmark og Sverige.
Kun i England havde de skandinaviske hære ubetinget succes. Det var da også gennem plyndringer og udbetaling
af såkaldt danegæld fra de hårdt plagede briter, at de skandinaviske fyrster fik penge til at fortsætte de hjemlige
kampe. Olav Tryggvason var kun 27 år, da han blev konge af Norge, men han var alligevel en erfaren høvding.
Han var vokset op i Rusland og havde en lang karriere som viking både i Østersø-området og på de Britiske Øer
bag sig allerede. Legenderne om ham er mange - de fortæller bl.a., at han en årrække var gift med en vendisk prinsesse, og han efter hendes død levede som pirat på Nordsøen.
Da Olav hørte om modstanden mod Håkan Jarl, drog han til Norge for at lede et kup mod kongen. Olav var helt på det rene med, at han ikke kunne holde sig på tronen uden allierede. Hans blik faldt på Sverige, hvor den gamle konges død åbnede for mulighederne af et ægteskab med enken.

En stor dumhed
Enkedronningen Sigrid var af fornem afstamning. Hun havde ry for at være både hoven og magtfuld - og hendes egensindighed havde givet hende tilnavnet Storråde, men hun var samtidig nøglen til Sverige: Hvis Olav Tryggvason kunne gifte sig med hende, ville han stå stærkere over for Svend Tveskægs aggressioner.
Høvdingen og historikeren Snorre Sturlusson fortæller, at Olav friede til Sigrid. De kom så langt med forhandlingerne , at de mødtes på grænsen mellem deres lande for at aftale vilkårene.
Men i sidste øjeblik strandede planerne på, at Olav var kristen, mens Sigrid var tilhænger af den gamle asetro. Og hun var alt for klog til at prøve at kristne svenskerne med magt.
Da forhandlingerne mellem dem gik i hårdknude, dummede Olav Tryggvarson sig alvorligt. I sin ærgelse slog han Sigrid i ansigtet med en handske og udbrød: "tror du, jeg vil have dig sådan - hedensk som en hund!"
Sigrid blev rasende og rejste hjem. Hun var ydmyget og fornærmet. I denne situation så den drevne magtpolitiker Svend Tveskæg sit snit til at skabe en alliance med svenskerne vha. enkedronningen Sigrid. Et ægteskab med hende ville både give Danmarks øst-grænse og åbne muligheder for at fordrive Olav Tryggvarson fra Norge, så Erik Jarl kunne blive indsat som regent i Norge - naturligvis mod en passende skattebetaling til Danmark.
Svend Tveskæg handlede hurtigt. Han lod sig skille fra sin vendiske kone, der blev sendt hjem, så han kunne gifte sig med Sigrid. Nu kontrollerede Svend i praksis både Danmark og Sverige.

Et desperat redningsforsøg
 

 

 


 

P.T. under indskrivning !

 
  © Copyright
  Hans Hansen 2006-2020
  Sidst opdateret
  07-10-2020.