|
|
Vikingernes konger i krig
|
 |
|
|
Slaget ved Svold |
| I Året 999 tørnede Skandinaviens tre Konger
sammen i et gigantisk slag ved øen Svold. Kampen blev
blodig. Da sværdene endelig hvilede, var den norske Konge Olav
Tryggvarson død, og hans land blev overtaget af Danmark og
Sverige. Søslaget afgjorde magtbalancen i Skandinavien mange år
frem og gav vikingerne fred til at plyndre i England. |
 |
Svold: Svolder; ukendt sted, hvor Olav Tryggvasson år 999 ifølge
islandske sagaer faldt i slag mod Svend Tveskæg, Olof Skötkonung
og Eirik Jarl. Der fandtes en lokalitet ved navn Svold i Venden
nær Rügen; det er dog overvejende sandsynligt, at slaget stod i
Øresund; ifølge Adam af Bremen syd for Helsingborg. |
| |
Gennem hele vikingetiden kæmpede Kongerne i
Skandinavien mod hinanden. Magtbalancen tippede snart til den
ene, snart til den anden side.
I året 999 tørnede de tre landes Konger sammen i et gigantisk
slag på havet ud for øen Svold. Kampen gjaldt magten i
Skandinavien, og Kongerne benyttede sig af både svig og
hemmelige alliancer.
Slaget var så dramatisk og betydningsfuldt, at beretningen om
det levede videre blandt de overlevende. Navnene på krigerne
blev omhyggeligt fortalt videre til de næste generationer, så
heltene aldrig skulle glemmes. Og digterne forfattede kvad, der
blev overleveret fra mund til øre, indtil historikerne begyndte
at nedskrive beretningen.
Blandt historikerne var Snorre Sturlusson, som besad et
indgående kendskab til nordisk historie. Han skrev fortællingen
om slaget ved Svold ned til os - efterkommere. |
Evig strid i Skandinavien
Historien begynder, da Olav Tryggvarson erobrede magten i
Norge i 994. Den siddende hersker, Håkon Jarl, blev dræbt, men
hans to sønner, Erik og Sven, nåede at flygte til hhv. Danmark
og Sverige. Her blev de godt modtaget, for taberne i en magtkamp
var altid velkommen ved nabokongens hof, hvor de kunne gå og
vente på lejligheden til at erobre deres gamle rige tilbage.
I Danmark hed Kongen på dette tidspunkt Svend Tveskæg. Han var
blevet Konge i 987 ved at gøre oprør mod sin far, Harald
Blåtand, men tronrandet havde skabt splid i landet - ikke mindst
i forhold til de skandinaver, der gik under navnet jomsvikinger.
Jomsvikingerne havde traditionelt støttet den danske konge, men
de var også tæt forbundet med den polske fyrste
Boleslaw. Jomsvikingerne havde base ved øen Rygen i det nordlige
Venden (i dag det nordøstlige Tyskland), og
de tog Svend Tveskæg til fange kort efter hans magtovertagelse.
Svend måtte købe sig fri med sin egen vægt i guld
og skulle oveni gifte sig med en vendisk prinsesse som garanti
for en stabil fred. Også Sverige var i bevægelse. Grænseområdet
mellem Sverige og Norge gav konstant anledning til stridigheder,
og i perioder opkrævede både den norske og den svenske konge
skat af indbyggerne. Ved den dansk-svenske grænse herskede
ligeledes uro. I begyndelsen af 990’erne angreb svenskerne
Danmark med et vist held. Hvor stort det danske nederlag var –
og hvilke konsekvenser det fik – ved ingen i dag. I følge den
tyske historiker Adam af Bremen, der skrev om de nordiske lande
i slutningen af 1000-tallet, var det en sviende lussing. Adam
var velorienteret; han havde bl.a. den danske konge Svend
Estridsen, et barnebarn af Svend Tveskæg, som kilde.
P.T. under indskrivning ! |
|
│
Slægtsforskning │
Vikingerne generelt │
