I landet Danmark boede en indædt vikingekriger ved navn Svend Tveskæg. Han var kendt vidt og bredt for sit mod og styrke og sit lange, sammenfiltrede skæg, der nåede helt ned til taljen. Hans vikingefæller beundrede ham, og hans fjender frygtede ham.
Svend blev født ind i en vikingefamilie, og fra en ung alder blev han uddannet i krigsførelse og sejlads. Hans far, som var chef for deres klan, så potentiale i sin søn og troede på, at han en dag ville blive en stor leder.
Da Svend blev ældre, sluttede han sig til sin far på mange togter og slag, hvor han viste sig at være en dygtig fighter. Han steg hurtigt gennem rækken og blev en af de mest respekterede krigere i klanen. Men lige så meget som han elskede spændingen ved kamp, havde han også et venligt hjerte og bekymrede sig dybt for sit folk.
En dag, mens de var på togt, stødte Svend og hans vikingefæller på en lille landsby, der blev angrebet af en gruppe hensynsløse plyndringstogter. Uden tøven gik Svend og hans mænd i kamp, drev angriberne væk og reddede landsbyen. Landsbyboerne var taknemmelige og tog imod vikingerne med åbne arme og tilbød dem mad og husly.
Men da de skulle til at gå, lagde Svend mærke til en ung kvinde, der var blevet såret under angrebet. Hendes navn var Sigrid, og hun var datter af landsbyhøvdingen. Svend kunne ikke lade være med at føle sig draget af hende og besluttede at blive tilbage for at hjælpe hende med at komme sig.
Under opholdet kom Svend og Sigrid tættere på hinanden og blev forelskede. Da vikingerne skulle af sted, vidste Svend, at han ikke kunne efterlade Ingrid. Han bad hende om at komme med ham, og hun indvilligede, til sin fars store fortrydelse.
Svend og Sigrid vendte tilbage til vikingeklanen, og Svends far glædede sig over, at sønnen endelig slog sig ned. Han gav dem sin velsignelse og lod dem gifte sig. Svend blev klanens nye høvding, og Ingrid blev hans loyale hustru.
Under Svends ledelse blomstrede klanen og voksede sig stærkere. Han var en retfærdig og retfærdig leder, elsket af sit folk og frygtet af sine fjender. Men hans sande lykke kom fra hans kone, som stod ved hans side gennem hvert slag og fejrede hver sejr med ham.
Årene gik, og Svends lange, sammenfiltrede skæg blev gråt. Men han forblev den frygtløse vikingekriger, han var kendt for at være. Han var en legende i sin egen tid, og hans navn blev husket længe efter, at han var væk.
Historien om den danske viking Svend Tveskæg levede videre og inspirerede kommende generationer af vikinger. Hans mod, styrke og kærlighed til sit folk og sin kone vil altid blive husket, hvilket gør ham til en sand helt i alle, der kendte ham.
Om
Beskrivelse fra Wikipedia
Sven Tveskæg var konge af Danmark ca. 985/86–1014 og konge af England 1013–1014. Han hævdede også overherredømme over Norge 1000–1014, men mest af navn da Norge stort set styrede sig selv. Han var søn af Harald Blåtand, og blev konge af Danmark i 986 efter sin farbror Toke Gormsen. Wikipedia
Født: 17. april 963 e.Kr., Danmark
Død: 3. februar 1014, Gainsborough, Storbritannien
Børn: Knud den Store, Harald 2., Estrid Svendsdatter, Gyda Svendsdatter, Thyra Sveynsdottir, Gunhilda Sveynsdottir
Begravelsessted: Lund Domkirke, Lund, Sverige
Børnebørn: Svend Estridsen, Hardeknud, Harald Harefod, Svend Knutsson, Gunhild af Danmark, Håkon Eiriksson, Bjørn, Asbjørn
Ægtefælle: Gunhild af Polen (g. 990 e.Kr.–1014), Sigrid Storråde (g. ?–1014)
Forældre: Harald Blåtand, Tove af Danmark
Hans Hansen
Amatør forfatter ( ͡° ͜ʖ ͡°)